Guide til valg af den gode sko!
Pasform, bevægelighed og støtte kendetegner en god sko. Skoen skal tillade bevægelse og samtidig understøtte foden – men først og fremmest skal den føles rar at have på.
Her får du en række guidelines, som du kan overveje når du køber sko.
Størrelse
- Længden bør være 10-15 mm længere end foden (foden rutscher 5 mm frem).
- Børn skal have 7-10 mm som voksetillæg.
- Der skal være plads til at sprede tæerne.
- En lige inderside giver plads til en lige storetå.
- Tåkappen skal være så høj at der er plads til at bevæge tæerne frit (de presses opad under afsættet).
- Køb sko sidst på dagen – der er dine fødder størst.
Hælhøjde
- Hælhøjde 1-2. Forfoden belastes ved høje hæle og kan på længere sigt give nedsynkning og smerte.
Sålen
- En blød og let bøjelig sål er med til at bevare den optimale muskelfunktion og bevægelighed. Stødabsorbering er en fordel.
Støtte og lukkeanordning
- Hælkappen skal være stabil og slutte fast om hælen.
- Når hællejet danner en skål, udvidet med en let forhøjning i svangen, glider foden ikke unødigt frem i skoen.
- Hvis åbningen i skoen er så lille/kort som muligt, fastholdes foden bedre.
- Fast materiale fra sålen op til lukkeanordningen øger stabiliteten.
- Lukkeanordningen skal være regulerbar – enten med snøre eller velcro.